Når Det Føles Som Om Du Er Din Egen Værste Fjende.

Uha det her indlæg har jeg længe haft i tankerne, men aldrig rigtig vist om jeg skulle få skrevet det og lagt det ud - fordi jeg er bange for, hvordan folk vil tage imod det.. Bange for hvad mine forældre, venner og generelt familie sidder og tænker, og bange for hvad jeg faktisk selv tænker. Lige i øjeblikket, hvis man følger mig på de sociale medier, så virker jeg glad og ovenpå, og som en som virkelig har fundet sin plads her i livet og generelt har det godt. Det har jeg også på en måde, og jeg er snart tilbage på mit arbejde efter snart 6 uger, så det skønt og jeg har det også nogenlunde, bare ikke psykisk.. Langt fra psykisk faktisk.

Jeg har i langtid haft det svært med mad, og sådan har jeg haft det i langtid, men slet ikke på den måde jeg er begyndt at få det nu, og det skræmmer mig. Som nogle af jer ved, så kæmpede jeg med anoreksi i 3 år, før jeg blev erklæret rask og blev udskrevet fra sygehuset, fordi jeg nu kunne klarer mig selv, og det har også gået meget fint - faktisk bedre end forventet.. Jeg begyndte at spise 'normalt' igen, og kunne gå med veninderne ud og spise, og tænkte faktisk ikke så meget over det, og havde min ugentlige slik dag (altid fredag!), hvor jeg fik lov til at spise slik og gøre lidt det jeg ville - men det har her på det sidste vent sig lidt, og jeg har faktisk tænkt RIGTIG MEGET over maden, og det med min slik dag, og er begyndt at blive virkelig bange når jeg skal med folk ud og spise, og skipper måltider, for at jeg føler jeg kan tillade mig det, og generelt kender jeg det mønster jeg er på vej ind i..

Jeg ved godt hvor det her ender hvis jeg giver mig selv lov til det, og det skræmmer mig og man føler sig pludselig meget lille og alene i verden. Den eneste person der er her lige nu er mig selv og den skræmmende person, som jeg har skabt inde i mig selv, som sørger for at alt jeg spiser, det får jeg det dårligt over.. Hvis det ikke er noget hun har godkendt, så er helvede løs..

Jeg tror den bedste måde man kan beskrive det på er, at det føles som om man sidder ved et bord med sin mad, og der så sidde en overfor dig, en som ligner dig på en prik, men som holder øje med dine bevægelser og den mad du laver og spiser - hun sidder og venter på du tager et skridt forkert, og så hun klar til at kalde dig alle de 1000 ting du ved du er, alle de grimme ting som folk har kaldt dig igennem livet - hun gør alt for, at du tager den tallerken og går ud og smider det ud.. Det er som at have din værste fjende boende 24/7.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har fået det sådan her, eller hvad jeg 100 procent skal gøre for at komme videre, men det skræmmer mig og gør mig ked af det konstant.. Jeg er blevet så usikker på mig selv og min krop, at jeg i dag i et prøverum, fik et angstanfald og måtte forlade det, helt knust og ødelagt - og hvor det faktisk endte med jeg gik mig en lang tur, fordi så fik jeg lige forbrændt noget mere.. Jeg har gået siden igår og glædet mig til i dag, fordi jeg har en lækker bland selv pose liggende, med mine yndlings slikstykker i, men nu har jeg mere lyst til at gå ud og smide den ud og sørge for jeg ikke får det spist.. Det er skræmmende at man kan have det sådan her, og jeg er bange for hvor det ender.

Lige nu holder jeg fast i den lille fornuft jeg har, og skal nok få spist slikket i aften, præcis fordi jeg ikke vil give op og ende hvor jeg var sidst - sidst var jeg så tæt på at stille træskoene, og at vide at jeg har givet mine forældre den smerte og tanke omkring at de ville miste mig, den kan jeg ikke bærer at udsætte dem for igen.. Så jeg ved godt at det min krop er på vej til, ikke er sundt hverken for den eller mig, så jeg prøver at være stærk og tænke positivt og tage 1 dag af gangen, men samtidig er jeg bange.. Bange for jeg mister mig selv igen, og stopper med at spise..

Som sagt ved jeg ikke hvorfor jeg ville skrive det her indlæg, men jeg følte bare jeg havde brug for at komme ud med de 1000 tanker der er oppe i mit hoved lige nu, også selvom noget af det måske ikke gir mening.. Noglegange tror jeg bare det rart at gå med en tanke omkring, at nogen læser med og at man bliver hørt - og samtidig er det rart at få det ned på papir, så man ikke skal tumle med det hele selv.

Nogle af jer som måske kender til de her tanker, eller har en ide til hvad man kan gøre? Jeg ved anoreksi kan være svært at sidde sig ind i, og nogen sidder sikkert nu og tænker jeg er sindssyg eller helt fuckt up, men bare rolig, det er jeg ikke.. Jeg har bare nogle ting at slås med.
God fredag alle sammen!
Kys N.

Synes godt om