ensomhed.

I dag tænkte jeg at jeg ville tage et lidt mere hårdt og følsomt emne op, og noget som sikkert rigtig mange af jer kender til, eller måske har mærket før, nemlig ensomhed. Ensomhed er en ting der fylder rigtig meget hos alle, specielt unge mennesker og specielt lige nu under corona tiden, fordi man er meget alene, specielt hvis man bor alene og ikke kan ses med nogle, enten fordi man er svag eller fordi dem man elsker er det.. Corona har for mig været rigtig hård på mange punkter, fordi jeg ikke har set min familie før her for nylig, og faktisk kun har været sammen med min bedsteveninde, som også er min nabo, og hvor jeg taknemlig for hende! Havde jeg ikke haft hende igennem det her, så ville det være slemt.. Jeg har tit tænkt på alle dem som slet ikke har nogen, og virkelig haft ondt af dem, fordi det er ikke sjovt at føle sig alene og ikke føle man har nogle.

Ensomhed er noget jeg har mærket utrolig mange gange her i livet, og er stadig en følelse jeg nogengange kan føle, og den gør ondt. Jeg har nærmest hele mit liv været udenfor samfundet, været udsat for en masse grov mobning og har faktisk haft svært ved at finde min plads her i denne smukke verden, og det er først sådan efter gymnasie tiden, at jeg fandt min plads og fandt en smule ro. Jeg har ikke den største vennekreds den dag i dag, og har ikke særlig mange veninder, men jeg har få og tætte, og de betyder alle sammen mere end man lige skulle tro. Og selvom jeg faktisk har min bedsteveninde lige inde ved siden af, så kan jeg stadig noglegange føle mig ensom og helt forladt og uelsket, og det er aldrig særlig sjovt når følelsen rammer.. Jeg bor selvfølgelig også alene i Vejle, i en stor lejlighed og jeg kender ikke særlig mange her i byen, udover min nabo og mine kollegaer, og selvom jeg nu har boet i byen i snart 2 år, så er det stadig noglegange skræmmende.. Men jeg er heller ikke verdens letteste person at komme ind på, og det skyldes at jeg er bange for at lukke folk ind, da jeg helst ikke vil udsættes for noget af det, jeg har været igennem før. På grund af min fortid, så er jeg en meget lukket person, som på trods af det elsker at møde nye personer, de skal bare ikke for tæt på, fordi så lukker jeg ned.. Heldigvis i mine voksende år (føler godt jeg må kalde mig voksen, nu hvor jeg trods alt snart fylder 24!), så er ensomhed ikke noget der fylder så meget mere, som den har gjort før. Jeg nyder mit eget selskab, og nyder at kunne komme hjem, efter en lang arbejdsdag og bare være alene, og få ladet op til en ny dag igen i morgen. Jeg hviler utrolig meget i mig selv, og kan også mærke at hvis jeg har været for social i flere dage, så kan jeg ikke mere - så på mange punkter er det jo lidt at modsige sig selv, men sådan er jeg bare som person.. Ofte når ensomheden rammer nu, så er det når jeg har en dum dag eller der sker noget slemt i mit liv, eller jeg bare er ked af det, så rammer den og sætter lige lidt ekstra skub til det hele. Jeg har dog også lært at tackle følelsen nu, fordi selvfølgelig er det okay at erkende og sige højt at man føler sig alene, og ikke har nogen tæt, men det er også vigtigt at når man mærke følelsen, at gøre noget ved den.. Man skal virkelig ikke bare skubbe sine følelser væk eller lukke øjne for dem, fordi det gør ikke de forsvinder, tværtimod.. Det er vigtigt man ser sine følelser i øjne, finder ud af hvorfor man føler sådan, og arbejder med det. Kun sådan kan man komme videre.

Når følelsen af ensomhed rammer mig, så plejer jeg at sætte mig ned, trække vejret dybt og lige mærke efter hvorfor den rammer nu. Er det virkelig fordi jeg er ensom eller er det fordi der er sket noget, som tricker det hele og som 'bare' gør mig rigtig ked af det. Jeg tror alle kender til den følelse med at nu er bæret fyldt, og så ramler alt bare sammen, og man går bare helt ned psykisk. Hvis jeg kan mærke det er fordi jeg faktisk føler mig alene og ensom, så plejer jeg at kontakte min mor, og snakke med hende - hun er den i verden der kan få mig helt ned i gear og få mig til at falde til ro, og få alle de dumme tanker væk. Ensomhed er ikke noget man skal være flov over eller gå med for længe, og hvis det virkelig er noget der plager dig eller som du ofte føler eller tænker på, så syntes jeg bestemt også du skal bede om hjælp eller opsøge nogle der kan hjælpe dig, fordi det er aldrig en sjov følelse at gå for længe med. Den kan virkelig skabe store problemer, så vent ikke for længe - dog bare altid husk, at ja man kan føle sig alene og forladt, men ofte så er det bare en dum tanke, fordi er man det virkelig? Ofte har man en familie som står lige bag en og elsker en højere end man tror, og man har sikkert også nogle venner, som elsker en ligeså højt! Som sagt jeg har få veninder, men jeg ved de har min ryg anytime, og det er det vigtigste for mig, og jeg ville ikke bytte dem for noget.

Det her var et emne jeg tit har tænkt på at tage op og prøve at sætte nogle ord på, da jeg selv stadigvæk den dag i dag kan opleve den grumme følelse, som det nu er, men som sagt jeg er blevet bedre til at tackle den, det gør man virkelig med aldreren. Og husk hjælpen er tættere på, end man lige tror - altid husk det!
Kender du til ensomhed, og hvad plejer du at gøre når den rammer dig?
Kys og Kram N.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229